Klimakrisens mentale aspekt


Vi kan ikke ændre ved klimakrisen, før vi har erkendt, at det er den vestlige civilisations mindset, der er dens hovedproblem.


Er klimakrisen udelukkende et spørgsmål om Co2-kvoter, Metan, udfasning af fossile brændstoffer, den grønne omstilling og lignende?  Hvis du spørger mig, er svaret nej. Omtalte forhold er sideeffekter, udgør ikke det egentlige problem. Og hvad er så det ’egentlige problem’, kan du spørge. Mit svar: vores, den vestlige civilisations, måde at leve på.


For at skære ind til benet: det er den vestlige kulturs ismer, der på mange måde er slået igennem på verdensplan, der er på anklagebænken. Dens individualisme, materialisme og rationalisme, der langt hen ad vejen har bragt meget godt med sig, har forøget vores fysiske velstand generelt, er ikke længere vejen frem. Noget nyt skal til.


At vores måde at vækste på kunne blive et problem, blev allerede slået fast for små 50 år siden. I 1972 udsendte forskerteamet Romklubben bogen: ”Grænser for vækst”, der blev tryk i 12 millioner eksemplarer og udkom i 30 lande. Hovedkonklusionen var klar: ”Hvis den nuværende udvikling med vækst i befolkningstal, industrialisering, forurening, fødselsproduktion og forbrug af uerstattelige ressourcer fortsætter uændret, vil grænserne for vækst på denne planet være nået inden de næste hundrede år.”


Fra flere sider blev rapportens tidshorisont på hundrede år problematiseret. Rapporten blev set som værende for dommedagsagtig og blev, som følge heraf ’skudt til hjørne’.


Hopper vi frem i tiden, til 2014, udgav professor emeritus i organisations- og ledelsesteori ved Århus Universitet, Steen Hildebrandt bogen: ”Vækst og bæredygtighed”. På bogens bagside, der på en fin måde opsummerer bogen, står: ”Hildebrandt argumenterer for at vækst er meget mere end kortsigtet økonomisk og materiel vækst. Vækst handler også om dannelse, uddannelse, miljø, livskvalitet, bevidsthed, menneskeligt nærvær, samarbejde og empati.”


Blev vores vækst så bæredygtig? Det korte svar er: nej, hvilket (jo) klimakrisen med al tydelighed viser. Og får vi ikke gjort noget ved den, så går det den helt forkerte vej. Ifølge første del af FN’s klimapanel IPCC’s sjette statusrapport, der udkom i august måned, ser vi ind i en fremtid, hvor vi skal forvente hurtigere temperaturstigninger, hurtigere afsmeltning af is og sne på polerne, betydelig vandstandsstigning i havene og at vejret fortsætter med at blive mere og mere ekstremt.


Ikke nok med at vores vækst ikke er bæredygtig, så er der heller ikke noget der tyder på, at den bliver det i den nærmeste fremtid, med henvisning til COP26 i Glasgow. Selv om Parisaftalens målsætning fra 2015 om en 1,5 graders stigning på verdensplan, blev fastholdt, så var der meget lidt konkret. Hvilket betyder at vi kan ende op med en stigning på 2,7 grader i slutningen af 2100, hvis de tilbud, de enkelte lande har indgivet på konferencen, står til trone.


Den 21.11.2021 var der i Information et interview med den franske energiforsker Pierre Noël. Han var rimelig pessimistisk vedrørende fremtiden; opridsede 3 scenarier for, hvordan det kunne gå. Første scenarie var at stormagterne ville overgå til en form for krigsøkonomi, dvs. tog sagen i egen hånd og mobiliserede alle deres ressourcer og al deres energi til den nødvendige energiomstilling. Andet scenarie var at der blev hevet i nødbremsen, dvs. at der på obskure måder blev grebet ind i jordens klimasystem. Det kunne være ved at hælde enorme mængder jern ud i havet, som ville få bestemte planktontyper til at vokse voldsomt og dermed suge CO2 ud af atmosfæren. Sidste mulighed: ”at der (ville ske) et sammenbrud i vores samfund, fordi de to institutioner, der strukturerer vores liv – demokrati og kapitalisme – (ville miste) deres legitimitet på grund af klimakrisen.”


Personligt frygter jeg, at det ender med sidstnævnte mulighed, hvis vi ikke ændrer vores tilgang til krisen. Der er brug for et paradigmeskifte, hvis det ikke skal ende med en apokalypse, er min påstand.


Og hvori består dette paradigmeskifte? Mit bud er: at de 3 ismer, som jeg nævnte i indledningen: individualisme, materialisme og rationalisme skal afbalanceres med globalismen, holisme og den intuitive ’skuen’.


Det, der kan afbalancere den overdrevne individualisme, er, sådan som jeg ser det, det globale perspektiv. Globalismen bygger på en forståelse af, at vi er én menneskehed, der sammen udgør et hele – på tværs af nationale grænser, hudfarve, tro, skikke o. lign.  Her kærer alle sig om, at løsningerne er til fælles bedste.

Materialismen, både den privat- og statskapitalistiske (Sovjetunionen og Kina), vil jeg ’blødgøre’ med holismen, at livet ikke kun har en fysisk side men også en sjælelig og åndelig. Eller sagt med andre ord: at de erkendelser som vores fysisk orienterede videnskab bygger på, bør suppleres af dem, man er nået frem til indenfor åndsvidenskaben. Muliggjort af en forskning i, hvad en ’bevidsthedsteknologi’ kan bibringe menneskeheden.


Den rationalistiske tankegang er hensigtsmæssig, når det gælder om at ændre fysiske forhold. Men når det kommer til at forstå de større sammenhænge, rækker den ikke, hvilket den udbredte snak om en manglende sammenhængskraft indikerer. Modsat den rationelle fremgangsmåde, der går fra a til b og så måske ender med å, så forstår intuitionen umiddelbart det større perspektiv.  Problemet er, at meget af det, der i-tale-sættes som noget intuitivt, oftest ikke er det. For at kunne bruge redskabet ”intuitiv skuen” kræves oftest en årelang meditativ praksis.


Så jo, det er muligt at ændre klimakrisen, men det kræver vores mindset får et ’serviceeftersyn’. Før denne erkendelse har indfundet sig, kan klimakrisen ikke tackles - globalt og holistisk set.

Ønsker du at læse mere om klimakrisen, kan du få tilsendt E-bogen: "Klimakrisen og den nye verdensimpuls" som PDF, mod at du får tilsendt mit nyhedsbrev 4 gange årligt. Gå til kontakt-siden.