Hvorfor snakker vi ikke om livskunst? Hvorfor er det at leve, at leve godt, ikke en kunstart? Hvorfor er livskunst ikke den fornemmeste af alle kunstarter? Et langt og indholdsrigt liv er da langt fra en selvfølgelighed!
Hvis det at leve skal være en kunstart, være livskunst, må områder, der normalt ikke arbejder sammen, begynde at gøre det. F.eks. burde kunst, spiritualitet og videnskab går op i en højere enhed og befrugte hinanden. Vores dages skarpe opdeling af disse fagområder, gavner ingen af områderne. Hvis kunst ikke inkluderer det spirituelle metaperspektiv, bliver det let til kunst for kunstens egen skyld. Videnskabstænkning uden en kunstnerisk tilgang bliver let til gold rationalisme. Spiritualitet, der ikke har den videnskabelige nysgerrighed/redelighed, kommer til at mangle jordforbindelse. Men sammentænkes de 3 områder, sker der noget nyt!
Den videnskabelige og kunstneriske tilgang til verden fremstilles ofte som uforenelige. Men det er den nødvendigvis ikke. Når man indenfor malerkunst arbejder med serier, så kan det ses som en kreativ, nonverbal og følelsesmæssig undersøgelse af bestemte fænomener. Selv om denne undersøgelse ikke udmunder i magister- eller doktorafhandling, så har det kunstneriske udtryk sin egen 'validitet'. Der bliver stillet spørgsmål, gjort opmærksom på sider af livet, som normalt ikke belyses, hvilket langt hen ad vejen også er det, videnskaben gør. Tilgangen er forskellig, outcome er forskelligt, men det videnskabelige og kunstneriske opmærksomhedsfelt kan meget vel være grundet i samme!
Problemet med videnskaben og meget kunst er, at den ikke forholder sig til spiritualiteten, til metaperspektivet. En af grundene hertil er, at religion og spiritualitet bliver blandet sammen. Sådan som jeg ser det, er det to forskellige område. Da vi er legeme, sjæl og ånd, så er spiritualitet ikke noget vi ’kan dyrke’, men noget vi er født med. Om vi benytte en religiøs tilgang hertil, er et tilvalg.
Når den spirituelle dimension ikke inddrages, så mister både videnskaben og kunsten synet for sammenhængskraften. Videnskaben bliver let gold, intellektuel og for pragmatisk og kunst ender let i det private, fragmenterede og indforståede.
Når dette er sagt, så er det heller ikke befordrende for spiritualiteten, at den står alene. Kommer den ikke ned fra sit elfenbenstårn og forbinder sig med livet på jord, så bliver den for ’de frelste’, en luftig ophøjet størrelse, der ikke tåler et faktatjek.
INDSPARK:
I de gamle dage blev ældre agtet for deres livsvisdom og de erfaringer, som et langt liv har givet. Det bliver de ikke længere. Nu er det ungdommen og voksenlivet, der er i fokus. Det er dem, der satses på, når det handler om velstand. De har kræfterne og det er der, de mange rare skattekroner skal hentes. Herudover er den teknologiske udvikling gået så stærkt, at den viden og de erfaringer, som de ældre har oparbejdet, langt hen ad vejen er forældet og derfor ikke kan bruges, er rationalet.
En anden og mere konstruktiv tilgang til alderdommen har Dybdepsykologiens fader C. G. Jung. Han opdeler livet i to periode. Den første periode er udadvendt og samfundsrettet, hvor det handler om uddannelse, arbejde, familieliv, børn, hjem etc. Anden del kommer, når vi har passeret livsmidten og har konsolideret os i det ydre. Her har vi mulighed for at vende os mod det indre og beskæftige os med livets filosofiske, kunstneriske og spirituelle sider. Formålet: at få bearbejdet det, der er sket i livets løb, så livscirklen sluttes, og vi kan møde døden afklaret og mæt af dage.
Set i et jungiansk perspektiv, så har alderdommen således en ’opgave’, der adskiller sig væsentligt fra den, der er i første periode. Alderdommen er ikke ´blot’ reduceret til et spørgsmål om at have et godt helbred og et aktivt fritidsliv. Alderdommen ses som en nødvendig og givende periode, hvor den ældre kan forlige sig med et langt livs mod- og medgang. I denne forståelse ses livet som en helhed, hvor barndom, ungdom, voksenliv og pensionisttilværelsen hænger samme i en cirkelform, hvor slut- og startpunktet mødes. Døden er ikke noget, som er odiøst og som skal skjules bag hvide gardiner, som det ofte er tilfældet i vores, i den vestlige, kultur.
I DR-udsendelsen: "Mændene der plyndrede Europa" (om 'Udbytteskattesagen'), der blev sendt den 22. oktober 2018, udtaler "insideren": "Forestil dig et 38. etages højt hus i Frankfurt. Der arbejder 40 mennesker, som alle synes, at de har opfundet den dybe tallerken. Når man kigger ned på gaden, så ser folk meget små ud. Bittesmå.
Når man højt oppefra så ned på denne verden, på de mennesker, som betaler skat, de skattepenge, som man snupper. Så tænkte vi: "Vi er genier. Og I er alle tumper."
På spørgsmålet, hvorfor ’insideren’ og hans advokatvenner forsøgte at tømme Europas statskasser for 410 mia. kr. (i Danmark for 12,7 mia. kr.) var svaret: "Vi var ræve, blodtørstige ræve, der var brudt ind i hønsegården. Hønsegården, det var staten med sin statskasse. Og hønsegårdens låge stod på vid gab."
Derfor: Hvad med etikken? Er vores dages etik ’blot’ blevet til noget, vi kun bruger efter for-godt-befindende, hvis vi tilfældigvis ønsker det?
At det er kunne komme så vidt, forudsagde Dr. Rudolf Steiner allerede i 1919, dvs. lige efter 1. verdenskrig. Han skrev: ”Kravet om at mennesket i fremtiden ikke længere skal arbejde for sig selv, men for "fællesskabet" er og bliver uvirkeligt, så længe man ikke kan komme til en virkelig erkendelse af, på hvilken måde man kan få mennesker til at arbejde, lige så gerne "for fællesskabet", som for sig selv.” (1)
Ifølge Rudolf Steiner skal følgende være opfyldt, for at fællesskabsstrategien kan lykkes: ”Om viljen til at arbejde for fællesskabet kan vækkes, vil bero på de ægte forbindelser som er bragt i stand mellem mennesker som er forenet i en social organisme” (2)
Bemærk: der står ”ægte forbindelser” og ”forenet i en social organisme”!
For helt at forstå, hvad der kræves, pointerer Rudolf Steiner afslutningsvis følgende: ”En livspraksis handler ikke bare om ydre indretninger. I betragtning skal også tages hvad mennesket er og hvad det kan blive til.” (Rudolf Steiners kursivering) (3).
Så er vi henne ved det, som jeg mener, Udbytteskattesagen også handler om: vores kulturs livs- og menneskesyn! Før det bliver ændret, før det sker, vil skandalerne som disse forsætte, er min profeti!
Det menneskesyn, der er herskende i den vestlige kultur er, at mennesket er et fysisk væsen, der kan være åndeligt interesseret. Dette syn er faktuelt forkert! Sådan som jeg ser det, så er det modsatte tilfældet! Vi er åndelige væsener i en fysisk krop! Først når vi indser dette, at alt kommer af og i sidste ende er ånd, først da kan der ske et nybrud. For det er ånden, der er sammenhæmgskraften og når vi ikke erkender dette, kan f.eks. omtalte netværk af banker, aktiehandlere bedrage og spekulere i udbytteskat.
(1) Der henvises til den norske bog med titlen: ”De tre Funksjoner og Systemer i den Sosiale Organisme og deres Livsbetingelser” Forlaget DE TRE FUNKSJONER A/S c/o Poul Jesbsen M.N.I.F. – 5001 Bergen s. 52 (oversat fra norsk af skribenten)
(2) I omtalte bog s. 56 (oversat fra norsk af skribenten)
(3) I omtalte bog s. 56 (oversat fra norsk af skribenten)
Putin har sagt at den største geopolitiske katastrofe har været Sovjetunionens fald. Denne udtalelse skal, som jeg ser det, tages for pålydende. Putin, og sikkert også en del russere, begræder dette. Rusland har ikke fordums storhed. Fra at være en supermagt, er tidligere U.S.S.R. reduceret til et ’andenrangs land’. Kina har indtaget Sovjetunionens plads som det kommunistiske førerland og U.S.A. har befæstet sin militære indflydelse - i og med at gamle østbloklande er blevet optaget i Nato.
I stedet for at sammenligne sig med store lande, så burde Putin, se til lille Danmark. Vi har også været store engang. Bl.a. da dronning Margrethe den 1. regerede over de nordiske lande, der var samlet i Kalmarunionen (1397-1523). Men vi er ikke et stort land længere. Ser man på et verdenskort, fylder vi ikke meget. Også selvom vi stadig er i rigsfællesskab med Grønland. Men til gengæld kan vi bryste os af, at vi flere gang er blevet udråbt til at være verdens lykkeligste folk. Og selv om det måske skyldes, at det er taberagtigt at sige, at man ikke er lykkelig i Danmark, så er det alligevel 'ikke så ringe endda'.
Derfor: Her er hvad du kan lære af os, Putin. Da Danmark fik tæsk af tyskerne i krigen i 1864, så tog vi Dalgas ordsprog til os: “Hvad udadtil tabes, må indadtil vindes”. Tag den. Du vil få det meget bedre bagefter! Og ved rent faktisk at gøre noget godt for din egen befolkning (hvilket ikke inkluderer den ukrainske!), så kan det såmænd være, at din befolkning får det meget bedre, ja måske ligefrem bliver lykkeligere. Det med krig, holder ikke en meter! Man bliver frygtelig upopulær og skaffer sig en masse fjender. Nej, Putin. Du har brug for at se indad, få gjort op med din sorg over, at tingene ikke er som før. Men mindre kan også gøre det!!!
