Den nye verdensimpuls

– i skitseform



Ser vi den nye verdensimpuls i et metaperspektiv, så er vi vidne til et paradigmeskifte. Og hvad er så et paradigmeskifte? Et paradigme er et videnskabsorienteret begreb, som er præget af Thomas S. Kuhns tænkning. Ordet kommer af græsk para ’ved siden af’ og ’deigma’ ’bevis’. Er således ’en metafysisk antagelse om virkeligheden’ (denstoredanske.lex.dk). Eksempler på paradigmeskifter er overgangen fra det geocentriske verdensbillede (jorden som universets centrum) til det heliocentriske (solen er det centrum, jorden drejer sig om) og ’overgangen fra den newtonske fysik (den klassiske fysik) til de einsteinske teorier og til kvantemekanikken’ (denstoredanske.lex.dk).


Hvori består så det nye paradigmeskifte, som jeg ser det? I, at vi går fra en naturvidenskabelig orienteret fortælling til en åndsvidenskabelig. Således forstået at naturvidenskaben inkluderes i åndsvidenskaben. Hvordan det? På lignende måde som det var tilfældet med den klassiske fysik. Ifølge Niels Bohr så ugyldiggjorde den moderne fysik ikke den klassiske. Det, der skete var, at den moderne fysik begrænsede den klassiske fysiks anvendelsesområde. (uddybes i videoen om Niels Bohr, der er på dette site).


Eller sagt med andre ord: åndsvidenskaben er langt mere ’rummelig’ end naturvidenskaben. Indeholder ikke kun det, der kan måles og vejes, men også det, der ikke kan sanses fysisk. Kan sammenlignes med et isbjerg i havstrømmen. Naturvidenskaben har primært forholdt sig til den del af isbjerget, der er oven vande. Åndsvidenskaben forholder sig til hele isbjerget, dvs. både den, der er over vandet og den del, hvilket er den største del, der er under!


Du undrer dig måske over, at jeg tager udgangspunkt i videnskaben, når jeg skal beskrive den nye verdensimpuls. Så hvorfor gør jeg det? Svar: at jeg deler videnskabsjournalist Lynne MCTaggart synspunkt: ”Af alle vores historier er det videnskabens historie, som definerer os mest”. Hun uddyber det med følgende ord: ”Disse historier skaber vores opfattelse af universet og dets måde at fungere på, og på den baggrund former vi alle vores samfundsmæssige strukturer: vores forhold til hinanden og til omgivelserne, vores måde at drive virksomheder og uddanne vores unge mennesker på, vores metode til at organisere os i større og mindre byer, eller vores definition af grænserne mellem landene og kloden.” (begge citater er fra Lynne MCTaggarts bog: ”Feltet” Gyldendal 2012 s. 18)


Efter at have ekspliciteret mit udgangspunkt, vil jeg se nærmere på forskellen mellem den gamle og den ny verdensimpuls ud fra følgende skema:

Den gamle verdensimpuls

Den nye

verdensimpuls

Menneskessyn:

Mennesket er et timeligt fysisk væsen, der har en psykisk side og som kan være spirituelt orienteret


Mennesket er et evigt treenigt væsen: består af legeme, sjæl og ånd.


Ink. reinkarnation


Forholdet til Universet:

Består af noget levende og noget, der er dødt

Er et levende væsen

Tid:

Timeligt (start: Big Bang)

Evigt (har altid været der)

Lov:

Makrokosmos forskellige fra mikrokosmos

Som for oven, således også for neden

Som det fremgår, så vil den gamle græske forståelse af mennesket, hvor mennesket set som legeme, sjæl og ånd, vende tilbage. Forskellen er den, at mennesket, i det nye paradigme, opfattes som et evigt væsen, hvor ikke kun den åndelige og sjælelige side er evig, det er den legemlige også. Sidstnævnte, i og med at vi som fysiske væsener, inkarnerer igen og igen. På spørgsmålet: om mennesket (og livet) forsat udvikler sig, i tråd med Darwins evolutionsteori, eller er et udtryk for ’intelligent design’, er svaret: begge dele er sandt.


Forestillingen om at mennesket primært er et fysisk væsen, forlades således. Når den fysiske død indtræder, ophører sjælen, der forbinder det åndelige og det legemlige, ikke. Tværtimod! Den tager, efter et ophold i ’det hinsides’, bolig i et nyt legeme, og forsætter således, hvor den slap sidst. På en sådan måde, at ’talentkerner’ (et Martinus-udtryk) og uafsluttede ’problemfelter’ genaktiveres.

 

Forskellen, mellem den nye og den gamle verdensimpuls, er, at universet, i den nye verdensimpuls, opleves som et levende væsen, hvor der ikke er noget livløst stof. Det, der virker dødt, er blot i en slags ’hviletilstand’. Helt i tråd med det, som den moderne atomfysik er inde på, hvor al form for stof, hvad enten det ses som levende eller livløst, fremstår som en slags felt bestående af neutroner, protoner, elektroner m.v.


I forlængelse af at tidsbegrebet blev udfordret af Einsteins relativitetsteorier og Bohr’s kvantemekanik, så vil der opstå en erkendelse af, at universet er og altid har været evigt. Udfaset bliver teorien om Big Bang, der siden 1920’erne har været teorien om universets opståen. I stedet vil vi vende tilbage til ældre forestillinger som f.eks. den hinduistiske fortælling om ’Brahmans dag og Brahmans nat’, hvor universet udvider og trækker sig sammen i et enormt tidsspand. Som en slags gigantisk åndedræt.


Når vi er kommet godt ind i den nye tidsalder, vil alkymiens gamle sandhed om, at som for oven, så også for neden, være anerkendt. Ikke kun mennesket, men alt bygger på en treenighed. Selv om de to led: ’skaberen’ og ’skaberkraften’ (tanker, idéer, forestillinger, hensigter m.v.) ikke er synlige, så vil der være en forståelsen af, at noget ikke kan opstå af ingenting og forsvinde til ingenting.

 

Jeg forlader nu de kosmiske betragtninger og vender mig mod det kulturelle og samfundsmæssige plan. Også her har jeg udarbejdet et skema, som skulle lette forståelsen:

Den gamle verdensimpuls

Den nye

verdensimpuls

Herskende ismer:

Individualisme


Materialisme


Rationalisme

Globalismen


Holismen


Intuitiv 'skuen'

Herseknde organisationsform:

Patriarkalsk
(hierarkisk)

'Matriarkatets genkomst'

(sideordnet)

Forholdet mellem mennesker:

Gryende humanisme 

Udbredt humanisme

Som det fremgår af flere af mine videoer og tekster, så er jeg af den opfattelse, at der p.t. er 3 ismer, der reagerer verdenen. Disse 3 er individualismen, materialismen og rationalismen.


Man kan indvende, at denne opdeling højst gælder for vestlige kapitalistiske lande. Selv om individualismen og ytringsfriheden undertrykkes i kommunistiske lande som f.eks. Kina og Sovjet, så vil jeg mene, at individualismen, i og med at disse landes middelklasse får flere og flere privilegier, nyder mere og mere fremme.


Herudover er det vigtig at pointere, at der, i ordet ’materialisme’ ikke skelnes mellem en privat- eller statskapitalistisk tilgang.


Lad os se på de 3 ismer hver for sig og starte med individualismen. Individualismen har, i forhold til den periode der var før den, og som kan siges at være kollektivt funderet, bragt meget godt med sig. Vi har fået større personligt råderum, er blevet mere selvstændige, kan udfolde os kreativt, og har generelt større respekt for egen og andres frihed, end vi havde før.  Men også her er der en skyggeside: at vi er blevet vores egen lykkes smed, chef i eget liv og utryghed, stress, depression m.v. er blevet hverdagsfænomener (uddybes i artiklen ”Individualismens sammenbrud”, der kan læses på siden 'Mission').


Når jeg sætter globalismen og ikke en tilbagevenden til det kollektiv, som individualismens modpol, så skyldes det, at det kollektives skyggeside har vi været omkring. Her tænker jeg på rædselsregimer som det Hitler, Mussolini, Stalin, Franco, Pol Pot m.fl. skabte og som var kollektivt funderet. Det er derfor globalismen, der er det nye, en forståelse af, at vi er en menneskehed, der sammen udgør et hele – på tværs af nationale grænser, hudfarve, tro, skikke o. lign.


Globalismen har været på vej længe. Muliggjort af TV, World Wide Web (internettet) og overnationale institutioner som FN, WHO m.fl. og vil, som jeg ser det, blive mere og mere udviklet, som tiden går.


Går vi videre til materialismen, så bygger den på et valg, der kan føres helt tilbage til Platons og Aristoteles tid, dvs. til små 400 f. kr. Hvor Platon abonnerede på verdenen bag den fysiske (ideernes verden), så valgte Aristoteles at holde fokusset på den fysiske verden.


Materialismen har ført meget godt med sig. Den generelle sundhed og velfærd er blevet kraftigt forøget i mere velstående lande. Hvilket jeg, som borger i Danmark, er meget taknemmelig for! Men når dette er sagt, så har den også en bagside. Kapitalismen (både privat- og statslig) har opretholdt/og visse steder forøget afstand mellem rig og fattig. Rigdommen (overfloden) er ikke ligeligt fordelt, er ikke kommet alle til gode. Herudover har materialismen, fordi den oftest ikke kobles med begreber som bevidsthed, sjæl, ånd, forfladiget tilværelsen eller med sociolog Max Webers udtryk: ”affortryllet” den. Endt i en gold form for hedonisme, nydelse for nydelsen egen skyld.


Det der kan rette op materialismens skyggesider er holismen. I holismen er tilværelsens både  fysiske og ikke fysiske side inkluderet.


Lad os nu se på rationalismen, hvor ’ratio’ kommer fra latin og betyder fornuft. Den blev introduceret af Descartes og er nu en af de tilgange, der benyttes indenfor vor dages videnskab. Selv om fornuften har fået os ud af ’Middelalderens religiøse mørke’, har fået sat tingene i system, har været banebrydende i.f.t. mange opfindelser, så er det spørgsmålet om den i tilstrækkelige grad kan begribe de store sammenhænge, forstå kosmologien. Mit svar er: nej, det kan den ikke! For at forstå omtalte sammenhæng kræves, som jeg ser det, en ’kosmisk bevidsthed’, at den ’intuitive skuen’ udvikles. Og for at det kan ske, kræves en dybere forståelse af åndelige områder kombineret med en mangeårig daglige meditativ træning.


Og så kommer jeg til matriarkatet eller rettere dets genkomst. Når jeg kalder det genkomst, så skyldes det, at forskere har fundet små skulpturer med kvindelige attributter (f.eks. Venus fra Willendorf), der kan føres helt tilbage til ca. 21.000 år før vores tidsregning. Man mener, at disse figurer har stået for frugtbarhed og moderskab (Charles Wentinck: ”Mennesket i kunsten” Lademann 1972, s.11, 49-51).  Sagt med andre ord: jeg er, modsat visse dele af kvindebevægelsen, ikke bekymret for, at kvinder kommer til ære og værdighed! Udviklingen mod patriarkatets afvikling, stopper ikke med Me Too (sexismedebatten).


Det nye matriarkat satser i højere grad, end det er tilfældet nu, på omsorg, medmenneskelighed (udbredt humanisme) følelser, kropslighed og nøgleordet er tillid, hvor individualismens nøgleord var tvivl.


Afslutningsvis vil jeg vende tilbage til udgangspunktet. Jeg har ønsket at illustrere, at den nye tidsalder hænger uløseligt sammen med en udvikling af humanismen og med en videnskab, der inkluderer alle aspekter af ånd – inkl. den fysiske side.


Tak fordi du læste med!