ARTIKLER:

  • At ældes med værdighed
  • Om livskunst
  • Hva' med etikken
  • Den anden Kristendom
  • Cencureret Ytringsfrihed
    (Kronik om ytringsfriheden under Corona Pandamien)
  • Sjælen, sjælevandring og æstetik
  • Putins krig
  • Individualismens sammenbrud
  • Bevidsthed og Corona

At ældes med værdighed!


I vores kultur gøres næsten alt op i kroner og ører. Der er dem, der er i arbejde og som modtager løn. Det er de produktive og dem der genererer penge! Og så er der alle de andre, de ikke-produktive: nasserne, de sociale tilfælde og så folk på overførselsindkomst. Det handler om tallene på virksomhedernes og samfundets bundlinje. Længere er den ikke, påstås det!

Set i det perspektiv, er alderdommen direkte urentabel! Efterlønnere og pensionister er, hvis de ikke forsat er i arbejde, nydere og ikke ydere. Bevares, som forbrugere er de med til at holde hjulene i gang, men dette opvejes af, at de belaster sundhedsvæsenet i en ekstrem grad. De medvirker til at milliarderne fosser ud af amtskasserne!

Selv om politikere, der ønsker at bevare deres taburet, ikke længere benævner alderdommen som en byrde, så er den en slags ‘nødvendigt onde’, som ikke har en selvstændig berettigelse. Noget der kommer efter velfærdssamfundets omdrejningspunkt: arbejdslivet! I de gamle dage blev ældre agtet for deres livsvisdom og de erfaringer, som et langt liv har givet. Det bliver de ikke længere. Nu er det ungdommen og voksenlivet, der er i fokus. Det er dem, der satses på, når det handler om velstand. De har kræfterne og det er der, de rare skattekroner skal hentes. Herudover er den teknologiske udvikling gået så stærkt, at den viden og de erfaringer, som de ældre har oparbejdet, langt hen ad vejen er forældet og derfor ikke kan bruges, er rationalet.


En anden og mere konstruktiv tilgang til alderdommen har Dybdepsykologiens fader C. G. Jung. Han opdeler livet i to periode. Den første periode er udadvendt og samfundsrettet, hvor det handler om uddannelse, arbejde, familieliv, børn, hjem etc. Anden del kommer, når vi har passeret livsmidten og har konsolideret os i det ydre. Her har vi mulighed for at vende os mod det indre og beskæftige os med livets filosofiske, kunstneriske og spirituelle sider. Formålet: at få bearbejdet det, der er sket i livets løb, så livscirklen sluttes, og vi kan møde døden afklaret og mæt af dage.

Set i et jungiansk perspektiv, så har alderdommen således en ’opgave’, der adskiller sig væsentligt fra den, der er i første periode. Alderdommen er ikke ‘blot’ reduceret til et spørgsmål om at have et godt helbred og et aktivt fritidsliv. Alderdommen ses som en nødvendig og givende periode, hvor den ældre kan forlige sig med et langt livs mod- og medgang. I denne forståelse ses livet som en helhed, hvor barndom, ungdom, voksenliv og pensionisttilværelsen hænger samme i en cirkelform, hvor slut- og startpunktet mødes. Døden er ikke noget, som er odiøst og som skal skjules bag hvide gardiner, som det ofte er tilfældet i vores, i den vestlige, kultur.

Hvis man går med på Jungs præmisser om, at anden halvdel af livet handler om fordybelse, hvad kan man så gøre? Indrømmet, det er op ad bakke! Vores kultur er præget af materialisme/pragmatisme, er kundskabsbaseret og anerkender ikke livsvisdom, er rettet mod uddannelse og tillægger ikke livslang dannelse nogen større betydning. Hertil kommer, at den religiøse tilgang til tilværelsen er i frit fald, som det bl.a. er blevet udstillet i DR’s dramaserie “Herrens veje”. Presset af videnskabstænkningen og af individualismens fremmarch.

Selv om det således ser sort ud, når det handler om den dybere livsmening, så er der håb. Helt tilbage til vores tidsregnings start, har der eksisteret to sideløbende spirituelle traditioner. En, der var eksoterisk, udadvendt og kirkeligt orienteret og så en, der var esoterisk, var vendt mod det indre og hvor omdrejningspunktet var det enkelte menneskes forhold til det, der var større end det selv. Rent historisk, har den kirkelige tradition været altdominerende, fordi den allierede sig med de verdslige magthavere i det 3.-4. århundrede (Romerriget). Med den konsekvens, at anderledes tænkende blev bragt til tavshed eller måtte leve under jorden. En dominans som fortsatte op gennem middelalderen og renæssancen med skiftende kongedømmer. Vi skal helt frem til Oplysningstiden (det 1700 århundrede), før der for alvor kom sprækker i denne dominans.

Min pointe er nu, at den kollektive orienterede spiritualitets tid er ved at rinde ud. Nu er det den individorienterede, der trænger sig på. Eller sagt med andre ord: den esoteriske tradition har fremtiden for i sig. Det er den, der rummer kimen til den nye verdensimpuls. Så jo, der er håb! Det er muligt at ældes med værdighed!


Om livskunst


Hvorfor snakker vi ikke om livskunst? Hvorfor er det at leve, at leve godt, ikke en kunstart? Hvorfor er livskunst ikke den fornemmeste af alle kunstarter? Et langt og indholdsrigt liv er da langt fra en selvfølgelighed!

 

Når livskunst ikke er på plakaten, kan det skyldes den vestlige kulturs funktionalistiske og pragmatiske tilgang til tilværelsen. Tingene har ikke en egenværdi, skal have et formål, skal giver en form for afkast o. lign. Tag f.eks. psykologien. Psyke er det græske ord for sjæl og logi betyder lære, så psykologi er “læren om sjælen”. Men hvornår har du hørt en moderne psykolog snakke om sjælen? Nej vel! Og med god grund. Psykologien handler ikke længere om sjælen. Er stort set reduceret til et spørgsmål om adfærdsændringer og hensigtsmæssige kognitive processer. Videnskabs- og nyttetænkningen har også holdt sit indtog her.

 

At vi, som mennesker, har en sjælelig side og at denne side har brug for næring, dybde og passende udfordringer, berøres sjældent. Nutidens psykologi fokuserer på det dysfunktionelle såsom stress, angst, depression og kærer sig ikke synderlig om det salutogenetiske perspektiv, hvor det er det, der fungerer: det sunde/det raske, der er omdrejningspunktet.

 

Hvis det at leve skal være en kunstart, være livskunst, må områder, der normalt ikke arbejder sammen, begynde at gøre det. F.eks. burde kunst, spiritualitet og videnskab går op i en højere enhed og befrugte hinanden. Vores dages skarpe opdeling af disse fagområder, gavner ingen af områderne. Hvis kunst ikke inkluderer det spirituelle metaperspektiv, bliver det let til kunst for kunstens egen skyld. Videnskabstænkning uden en kunstnerisk tilgang bliver let til gold rationalisme. Spiritualitet, der ikke har den videnskabelige nysgerrighed/redelighed, kommer til at mangle jordforbindelse. Men sammentænkes de 3 områder, sker der noget nyt!

 

Den videnskabelige og kunstneriske tilgang til verden fremstilles ofte som uforenelige. Men det er den nødvendigvis ikke. Når man indenfor malerkunst arbejder med serier, så kan det ses som en kreativ, nonverbal og følelsesmæssig undersøgelse af bestemte fænomener. Selv om denne undersøgelse ikke udmunder i magister- eller doktorafhandling, så har det kunstneriske udtryk sin egen ‘validitet’. Der bliver stillet spørgsmål, gjort opmærksom på sider af livet, som normalt ikke belyses, hvilket langt hen ad vejen også er det, videnskaben gør. Tilgangen er forskellig, outcome er forskelligt, men det videnskabelige og kunstneriske opmærksomhedsfelt kan meget vel være grundet i samme!

 

Problemet med videnskaben og meget kunst er, at den ikke forholder sig til spiritualiteten, til metaperspektivet. En af grundene hertil er, at religion og spiritualitet bliver blandet sammen. Sådan som jeg ser det, er det to forskellige område. Da alt i sidste end er ånd (ånden er sammenhængskraften!) så er spiritualitet ikke noget man ’kan dyrke’, men noget man er, er født med. Om man vil benytte en religiøs tilgang hertil, er et tilvalg. Herudover er jeg af den opfattelse, at religionernes tid, som kollektive fænomener, er ved at rinde ud. Den nye tidsalder, som er den universelle spirituelle tidsalder, tager sit afsæt i individualismen. Nu er det op til det enkelte mennesker at gribe/at forstå sig som spirituelt – som et universelt væsen.

 

Når den spirituelle dimension ikke inddrages, så mister både videnskaben og kunsten synet for sammenhængskraften. Videnskaben bliver let gold, intellektuel og for pragmatisk og kunst ender let i det private, fragmenterede og indforståede.

 

Når dette er sagt, så er det heller ikke befordrende for spiritualiteten, at den står alene. Kommer den ikke ned fra sit elfenbenstårn og forbinder sig med livet på jord, så bliver den for ’de frelste’, en luftig ophøjet størrelse, der ikke tåler et faktatjek.

 

Sagt med andre ord: begrebet livskunst er kommet for at blive og det, som er skitseret her, er blot en start. 

Hva' med etikken?


Dansk Sprognævn og P1-programmet "Klog på Sprog" valgte, at årets ord i 2018 var 'hvidvask'. Kampen stod mellem 'habitbandit' og 'hvidvask' og det var 'hvidvask' som løb af med sejren!


Efter valget af ordet 'hvidvask' udtalte Sabine Kirchmeier fra Dansk Sprognævn: "Det er et godt ord, det lyder godt, og det ligger godt i munden. Men det er også et trist ord til at karakterisere året, fordi det betyder jo, at vores samfundskontrakt, hvor vi stoler på hinanden og regner med, at vi taler sandheden og ikke svindler, at den ikke har været så god i disse år." (teksten er citeret, som den blev sagt).

Tænk, at det var vores største bankers gøren og laden, der optager os så meget, at de 'leverede' dette års ord!!! Tænk, at det er kommet så vidt!

 Hvis det 'blot' handlede om en enkelt bank, Dansk Banke hvidvask i Estland, så var det, selv om det er slemt nok, til at leve med. Men der er også Panama Papers, som Jyske Bank og Nordea har været inde om. For slet ikke at nævne den store internationale sag om refusion af udbytteskat, der har ført til tømning af statskasser i flere lande i Europa!

 I DR-udsendelsen: "Mændene der plyndrede Europa", der blev sendt den 22. oktober 2018, udtaler "insideren": "Forestil dig et 38. etages højt hus i Frankfurt. Der arbejder 40 mennesker, som alle synes, at de har opfundet den dybe tallerken. Når man kigger ned på gaden, så ser folk meget små ud. Bittesmå.
Når man højt oppefra så ned på denne verden, på de mennesker, som betaler skat, de skattepenge, som man snupper. Så tænkte vi: "Vi er genier. Og I er alle tumper."

På spørgsmålet, hvorfor ’insideren’ og hans fæller forsøgte at tømme statskasserne, var svaret: "Vi var ræve, blodtørstige ræve, der var brudt ind i hønsegården. Hønsegården, det var staten med sin statskasse. Og hønsegårdens låge stod på vid gab."

Vi snakker her om nogle af verdens største banker, der med fuldt overlæg har stjålet fra Europas statskasser! Hvorfor: åbenbart fordi de var de kloge og fordi de kunne!

Derfor: Hvad med etikken? Er vores dages etik ’blot’ blevet til noget, vi kun bruger efter for-godt-befindende, hvis vi tilfældigvis ønsker det?

Hvad siger den danske finansverden til denne udvikling? Her er hvad formanden for Finans Danmark og koncernchef i Nykredit Michael Rasmussen sagde på Finans Danmarks årsmøde den 3. december 2018: “Vi har i årets løb set sager, hvor vi i sektoren har begået så alvorlige fejl, at der er tale om brud på den kontrakt med samfundet, vi som banker og kreditinstitutter, har til opgave at leve op til. For de fejl vil vi som samlet sektor gerne sige undskyld. Til vores kunder og til samfundet.”

Ok, Finans Danmark indrømmer, at de har brudt samfundskontrakten. Spørgsmålet er så, hvad de fremover vil gøre ved det. Her er Michael Rasmussens bud: “Vi skal altid tænke kritisk over, hvordan vi tjener vores penge. Vi skal aldrig sætte profit før etik. Vi skal tænke grundigt over formålet med vores virksomhed, og hvordan det formål bidrager til, at vi løfter vores samfundsopgave.”

 Det lyder godt, men kan Michael Rasmussens intentioner indfries? Når bankdrift har handlet om profitmaksimering, hvad skal så overbevise os om, at det fremover er etikken, der sidder i førersædet? Er et paradigmeskifte indenfor finansverdenen muligt p.t.?

Personligt tror jeg det ikke! Jeg betvivler ikke de Finans Danmarks velmenende intentioner. Sådan som jeg ser det, så er forudsætningerne for et sådan skifte ikke til stede! Det herskende menneske- og kultursyn står i vejen!

At det er kommet så vidt, som det er, forudsagde Dr. Rudolf Steiner allerede i 1919, dvs. lige efter 1. verdenskrig. Han skrev: ”Kravet om at mennesket i fremtiden ikke længere skal arbejde for sig selv, men for "fællesskabet" er og bliver uvirkeligt, så længe man ikke kan komme til en virkelig erkendelse af, på hvilken måde man kan få mennesker til at arbejde, lige så gerne "for fællesskabet", som for sig selv.” (1)

Ifølge Rudolf Steiner skal følgende være opfyldt, for at fællesskabsstrategien kan lykkes: ”Om viljen til at arbejde for fællesskabet kan vækkes, vil bero på de ægte forbindelser som er bragt i stand mellem mennesker som er forenet i en social organisme” (2)

Bemærk: der står ”ægte forbindelser” og ”forenet i en social organisme”!

For helt at forstå, hvad der kræves, pointerer Rudolf Steiner afslutningsvis følgende: ”En livspraksis handler ikke bare om ydre indretninger. I betragtning skal også tages hvad mennesket er og hvad det kan blive til.” (Rudolf Steiners kursivering) (3).

 Så er vi henne ved det, som jeg mener, finanskrisen handler om: vores kulturs livs- og menneskesyn! Før det bliver ændret, før det sker, vil skandalerne forsætte med at stå i kø, er min profeti!

Hvis vi starter med vores, den vestlige kultur, så vil jeg, hvis jeg skal gøre det ultrakort, karakteriserer vores kultur ved de 3 ismer: materialisme, individualisme og rationalisme. Problemet med de 3 ismer er ikke, at de er der, men at de er nærmest enerådende. Ismerne trænger til at blive afbalanceret. Mit bud herpå er: Materialismen skal afbalanceres med en spirituel tankegang; individualismen af det universelle perspektiv (og ikke ved det kollektive, hvilket er afprøvet og endte med Hitlers, Stalins og Pol Pots rædselsregimer!). Rationalismen (hele universitetstænkningen) skal tilføres den intuitive tilgang/skuen (åndsvidenskaben). Først når denne afbalancering reelt er indtrådt, først når den kapitalistiske/liberalistiske tilgang er gået efter i sømmene og kraftigt korrigeret, først da kan vi gøre os håb om en lysere fremtid.

Og så kommer vi til menneskesynet. Det menneskesyn, der er herskende i den vestlige kultur er, at mennesket er et fysisk væsen, der kan være åndeligt interesseret. Dette syn er faktuelt forkert og giver kæmpe udfordringer - bl.a. i vores sundhedsvæsen!  Sådan som jeg ser det, så er det modsatte tilfældet! Vi er åndelige væsener i en fysisk krop! Først når vi indser dette, at alt kommer af og i sidste ende er ånd, først da kan der ske et nybrud. Det er ånden, der er sammenhængskraften og ikke det materielle/fysiske, der løbende ændrer sig.

Bemærk venligst: Når jeg snakker om ånd, spiritualitet, så har det ikke noget at gøre med, at jeg er religiøs. For det er jeg ikke; jeg tilhører ikke nogen religion; er heller ikke medlem af Folkekirken! I min optik er alle mennesker født åndelige (som legeme, sjæl og ånd), hvilket gør, at vi ikke kan være ikke åndelig. Modsat det at være religiøs. Religion er noget man kan vælge fra eller til - f.eks. vælge om man vil være kristen, muslim, hinduist eller ateist.


(1) Der henvises til den norske bog med titlen: ”De tre Funksjoner og Systemer i den Sosiale Organisme og deres Livsbetingelser” Forlaget DE TRE FUNKSJONER A/S c/o Poul Jesbsen M.N.I.F. – 5001 Bergen s. 52 (oversat fra norsk af skribenten)

(2) I omtalte bog s. 56 (oversat fra norsk af skribenten)

(3) I omtalte bog s. 56 (oversat fra norsk af skribenten)


Den anden Kristendom


Lige siden Jesus henrettelse, har Kristendommen været delt i 2 hovedretninger: den eksoteriske og den esoteriske. Eksoterisk kommer fra det græske eksoterikos og betyder ’udadvendt’, ’ydre’. Vil her blive brugt om de kirkesamfund, som har sine rødder i den vestlige/romerske kristendom. Modsat ordet esoterisk (græsk: esoterikos ’indadvendte’), der i religionshistorisk sammenhæng henviser til spirituelle grupperinger, som kun er tilgængelige for indviede medlemmer. Når vi stort set ikke har hørt meget til de esoteriske grupperinger, så er det fordi den eksoteriske fløj har formået at holde dem nede. Faktisk helt frem til vore dage. Men det vil vi vende tilbage til.

Da Jesus blev henrettet, var der ikke et etableret kirkesamfund med en bestemt liturgi. Der var mange mindre samfund, der på hver deres måde relaterede til hans virke. Når Det nye Testamente består af 4 evangelier (Matthæus, Markus, Lukas og Johannes1), så er det fordi biskopper har valgt, at det er disse evangelier, der satses på.  Det skete på kirkemøder i det 3.-4. århundrede. For der var andre evangelier. I 1945 blev der ved Nag Hammadi i det øvre Egypten fundet adskillige koptiske evangelier bl.a. Thomasevangeliet, Filipsevangeliet og Johannne’s Apokryfon1. Evangelier, der på væsentlige punkter gør op med det syn, der hersker i de 4 kanoniserede2

”Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre… opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde” står der i den kristne, apostolske trosbekendelse. Et udsagn der står i skærende kontrast til det, der meddeles i Thomasevangeliet. I legio 2 siger Jesus: ”Nej, riget er i jeres indre og for jeres øjne. Når I kender jer selv, da skal I blive kendte, og I skal vide, at I er sønner af den levende Fader.2

Hvor den kristne trosbekendelse priser Jesus som Guds enbårne søn, så beder Thomasevangeliets Jesus os om at vi ser indad og erkender den levende Fader, der er i os. Unægtelig en kæmpe forskel.

Man kan derfor spørge: var det Jesus egen opfattelse, at han, og han alene, skulle sidde (stadig med henvisning til trosbekendelsen) ved siden af ”Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber” eller virkede han som en form for spirituel vejleder, der gør os opmærksom på, at vi selv havde Gudsriget inde i os?

Man kan indvende, at Jesus ikke gør op med forestillingen om, at han er Guds søn (Mark 3,11-12, Matt 16,16-17, Luk 4.41). Men ligger der i det, at han var alene om at være det? Kunne det ikke også udlægges sådan: jo, han var Guds søn, men det er vi andre også! Vi er alle sønner eller døtre af det guddommelige. Det er det, han vil sige.  Det er den forståelse, han ønsker at formidle til os!!!

Det er også bemærkelsesværdigt, at Jesus bruger ordet: ’menneskesønnen’ om sig selv (Eksempler: Mark 14.61-62, Luk 9,58, Matt 16,13). Det kan der siges meget om og det er der også blevet4, for man kan med rette spørge, hvordan Jesus menneskelige side korresponderer med den guddommelige.

Uenigheden om Jesus natur er ikke ny. Allerede i 325 var det genstand for debat på koncilet i Nikæa, hvor biskopper for hele den kristne kirke var samlet for første gang. Arianernes påstand om, at Jesus var et menneske skabt af Gud, blev nedstemt. Det blev i stedet besluttet, at Jesus havde sammen væsen som faderen.

Går man med på kirkens præmisser om, at Gud er ’Almægtig’ og Jesus er hans ’enbårne søn’, så kan man under sig over, hvorfor Gud overhovedet har haft brug for at sende sin søn til jorden. Skyldes det, at ’han’ ikke er så almægtig endda, at ’han’ er utilfreds med sit eget skaberværk? Og ikke nok med det. Hvorfor tillader den Almægtige, at hans søn bliver korsfæstet?  Det er da langt ude!

Vender man tingene på hovedet, kan man polemisk spørge: hvem profiterede af, at Jesus blev fremstillet som Guds enbårne søn? Svaret er klart: det gjorde kirken og kirkens folk! Det gav dem en berettigelse og et levebrød. Samtidig skete der det, at den romerske kejser Konstantin den Store, der regerede fra 306 til 337, banede vejen for at Kristendommen blev en statsreligion. Herved blev den ’åndelige’ og ’verdslige’ magt forenet. Så nu havde kirken ikke bare retten, men også passende magtmidler til at bestemme, hvilken tro, der skulle nyde fremme.  Hvis kirken så bare havde gjort, som Jesus opfordrede til, nemlig at elske fjenden, så var der ikke et problem. Men det gjorde kirken ikke. Anderledestænkende var kættere og blev udryddet eller undertrykt. Her kan f.eks. henvises til Katarernes skæbne og inkvisitionens virke. Herudover har kristne lande ført krig mod hinanden, hvor begge parter har hævdet, at de havde kirken og Kristus på deres side!

Nu kan man mene, at de historiske forhold, som jeg nævner her, ikke har meget at gøre med en moderne kirkelig praksis. Og med en vis ret. Problemet er ’bare’, at grundsynet på Jesus ikke har ændret sig. Så selv om kirken ikke længere har det ’verdslige’ magtapparat på sin side, så fastholdes det centrale dogme om, at Jesus er Guds enbårne søn.

Da der ikke tegn på en opblødning indenfor den etablerede vestlige kristendom, så er det godt, at der sideløbende med den, har været bevægelser, der har taget udgangspunkt i den enkeltes praksis med henblik på at kunne udvikle et indre og ydre Gudsrige. Eller sagt med andre ord: den nye tidsalder kan meget vel blive den esoteriske kristendoms tidsalder!

 

1/ Biblen. Udgivet af Det danske Bibelsamfund København 1973

2/ Elaine Pagels: ”Tabernes evangelier” (amerikansk: The Gnostic Gospels) Hekla 1980

3/ ”Thomasevangeliet”. Det Frie Samfunn. Elverum 1975

4/ Der henvises til de mange steder på nette, hvor ordet omtales og diskuteres

Censureret ytringsfrihed!

Under Corona-pandemien har Den Fjerde statsmagt (journaliststanden) og de sociale medier ikke sørget for en alsidig debat, hvilket er et stort demokratisk problem. 


Af: Torben Risberg Hansen


I Danmark sikrer Grundlovens paragraf 77, at vi har ret til at ytre os offentligt, dog under ansvar for domstolene.  Men betyder det så, at alle reelt kan komme til orde? Mit svar er: nej! Ikke sådan at forstå, at vi har tilstande, som dem der hersker i diktaturstater og hvor det kun er diktatorens mening, der tæller. Nej, det er langt mere sofistikeret.  Med henvisning til den igangværende pandemi, filtreres alle synspunkter, der ikke flugter med sundhedsmyndighederne og politikernes anbefalinger og tiltag, fra. Hvad folket generelt tænker og føler er irrelevant. Et ekspertvælde er blevet indført. Og det er vel at mærke med politikernes velsignelse og uden at mediefolk, har råbt op herom.


Argumentet for at tingene er, som de er, er som sagt den verserende pandemi. Men er det klogt at kalde alle, der har en anden indfaldsvinkel end den autoriserede, for konspiratorer? Ved at stille det op på den måde, så er vi endt i sort/hvid tænkning. Der er dem, der har de rette meninger og så er der dem, der er forkert på den. Dem, der har magt til at bestemme og dem, der reelt er sat uden for indflydelse.


Faren ved indførelse af et ekspertvælde, uanset om at der kan henvises til en pandemi, uanset det fornuftige heri, er, at det kun fører til yderligere fragmentering, splittelse og opdeling. Eksperter der er specialiseret indenfor et fagområde, er ikke generalister. Modsat generalisten er deres opgave ikke at få flere fagområder til at spille sammen, ikke at sætte tingene ind i et større perspektiv.


I mange år er der blevet snakket om vores kulturs manglede sammenhængskraft. Min påstand er, at det ekspertvælde, der har nydt fremme under COVID-19, yderligere har udhulet denne sammenhængskraft. Ikke fordi de ville det, ikke i en ond mening, men fordi myndighederne, politikerne og medier ikke har tænkt sig om, ikke har erkendt, at deres kursændring kunne påvirke vores demokrati i en negativ retning.


Faren ved den førte politik, er det seneste præsidentvalg i U.S.A. et godt eksempel på. Amerika står tilbage som et ekstremt opdelt land. Selv om Donald Trump tabte og i mange sammenhænge har optrådt både arrogant og selvhævdende, så er det et faktum at over 74 millioner vælgere stemte på ham.


Så kan man sige, at U.S.A. ikke er Danmark, f.eks. har et helt andet valgsystem, end det, vi har. Ja, vel. Men udelukker eller forhindrer det, at den udvikling, vi ser i U.S.A. ikke, om nogle år, også rammer Danmark?


Man kan mene, at de vælgere, der stemte på Trump, var uvidende eller dumme. Fremfører man dette synspunkt dømmer man rigtig mange mennesker. For kunne grunden til, at de stemte på Trump, være en anden end, at de synes om personen Trump? Kunne det tænkes, at mange Trump-tilhængere følte sig overset, følte sig afmægtige, følte sig sat uden for indflydelse? Kunne det tænkes, at mange som stemte på Trump, som et oprør mod et system, der i alt for lang tid havde ignoreret deres eksistens, ikke havde taget dem alvorligt? Kunne det tænkes, at der var et socialt element heri: at afstanden mellem rig og fattig, hvem der havde magt og hvem der ikke havde det, var blevet for stor, blevet ubærlig.


Selv om jeg på ingen måde sympatiserer med Trump og det, han står for, så er jeg ikke blind for, at valgkampen mellem Joe Biden og Trump handlede om meget mere end Trumps personlighed og hans politik; var et opgør mod det etablerede system. Et opgør der har pågået længe. Det blev tydeligt, da Trump blev præsident, ved at tage valgsejren fra Hillary Clinton; en kvinde i systemets inderkreds!


Man kan indvende, at vores demokrati borger for, at vi ikke får amerikanske tilstande.  Men det forudsætter, at vi opfører os demokratiske, at demokratiet reelt virker! Og bliver afstanden mellem direktørlønninger, ’gyldne håndtryk’ og lønninger i den nedre del af tjenestemand systemet: til sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, pædagoger for stor, hvad borger så for, at vi ikke får amerikanske tilstande?!


Sidste år udgav den amerikanske journalist og historiker Anne Applebaum bogen: ”Demokratiets tusmørke”. Selv titlen siger alt. Demokrati er på ingen måde en selvfølge. Blot fordi man en gang har indført det, så er det ikke givet at det fortsætter med at fungere. Se bare på hvad der er sket i Polen og Ungarn. For som det fremgår af bogens undertitel: politik kan spille fallit og venners veje kan skilles!


Hvem er skyld i, at kun sundhedseksperterne og politikerne er kommet til orde under COVID-19? Er det regeringens skyld? Egentlig ikke. Den har gjort, hvad den er blevet sat til, dvs. at regere. Og desuden er det sådan, at den kan udskiftes ved et kommende folketingsvalg, hvis det er det, vi ønsker. Er det sundmyndighedernes skyld? Nej, heller ikke. De er blevet kaldt ind i forbindelse med, at vi har en pandemi, hvilket er fornuftigt, da de har en fagspecifik viden på området. Så hvem er så skyld i tingenes tilstand? Hvem har overeksponeret både regering og sundhedsmyndighedernes eksperter? Svar: det har journaliststanden og de sociale medier.


Populært sagt er den fjerde statsmagts opgave at være vagthund, at holde de 3 andre statsmagter: den lovgivende, udøvende og dømmende magt i ørerne. Eller sagt på en anden måde: medierne er koblet til ” demokratiets og ytringsfrihedens opretholdelse” (http://offentligheder.dk/den-fjerde-statsmagt/).


Hvad betyder det i praksis? Ifølge Ejvind Hansen, der er forskningschef på Danmarks Medie og Journalisthøjskole, er det Den fjerde statsmagts opgave ”at holde den diskursive virkelighed så åben som mulig, for at hindre at bestemte narrativer får en hegemonisk magt” (http://offentligheder.dk/den-fjerde-statsmagt/).  Eller sagt med andre ord:  journaliststanden skal sørge for, at ikke en, men at flere fortællinger nyder fremme, sørge for en alsidig debat. Hvorfor skal den det? Jo, for at kvalificere den enkelte borger, så vedkommende ”kan tage stilling til de etablerede magthavere og selvstændigt vurdere, om disse håndterer udfordringer og muligheder kompetent og på den måde, som man finder for godt.” (http://offentligheder.dk/den-fjerde-statsmagt/).


Der er meget mere at sige om Den fjerde statsmagt, men jeg vil stoppe her med at konstatere, at journaliststanden, under Corona-pandemien, ikke har levet op til forestillingen om alsidighed og ikke har klædt borgerne på, til at de kunne træffe valg på et oplyst grundlag. For når der kun er én måde at se virkeligheden på, sundhedsmyndighedernes og politikernes, så er der reelt ikke noget valg. Jo, man kan sige ja eller nej til autoriteternes fortælling, bevares. Men andet kan man i princippet ikke. Hvis det er det man forstår ved demokrati, så ligner det til forveksling en form for oplyst enevælde!


Hvis det forsætter i det spor, som har været herskende under pandemien, så gruer jeg for konsekvenserne. For det kan meget vel gå, som det er gået i U.S.A. Hvis tilliden til Den fjerde statsmagt er væk, så kan vi få to eller flere meningsmonopoler. En for de kloge og en for stort set alle ’andre’. Med hver deres journalister; med hver deres ’sandheder’!  Som ’over there’ hvor halvdelen af befolkningen forholder sig til medier som New York Times og den anden halvdel af befolkningen ser Fox News.  Eller sagt med andre ord. Den fælles konsensus er væk. Sker det, så kan man diskutere, om vi længere står samlet om vores demokrati. Og er det ikke længere tilfældet, tør jeg slet ikke spå om, hvad der så kan ske!


 Og lad os så tage de sociale medier. Da en meget stor del at vores dages kommunikation foregår på nettet, er det mig helt ubegribeligt, at vi tillader at de agerer, som de gør. Ved ikke at gribe ind over for deres brug af software, algoritmer m.v., så tillader vi, at udenlandske private operatører, er med til at definere vores ytringsfrihed, vores grundlovssikrede ret! Er vi tjent med det! Er det sådan, vi dansker vil have det?


Hvor grotesk deres fremfærd er, har jeg selv oplevet på egen krop. I første bølge af Corona-pandemien lavede jeg en video om COVID-19, hvor synsvinklen var den moderne fysik og mystikkens. Da jeg efterfølgende ønskede at promovere videoen på Facebook, meddelte Facebook mig, at videoen var uforenelig med deres forretningskoncept og at de derfor ikke ville tage den. Også selv om jeg ville betale for at køre den som en kampagne! Samtidig gav de mig mulighed for at få en begrundelse for, hvorfor de ikke ville tillade, at videoen blev vist. Det sagde jeg pænt ja tak til. Men nu, ca. et år efter, har jeg endnu ikke fået et svar!


Fortvivlet over det manglende svar henvendte jeg mig til en, der dagligt arbejder med de sociale medier.  Hun sagde, at det højst sandsynligt var den måde, Facebook var programmeret på, dvs. det var deres algoritmer, der var skyld i, at jeg var blevet stoppet. Deres system havde ’opdaget’, at jeg brugte ordet COVID-19 i min overskrift. En faglig betegnelse, som kun myndigheder, måtte bruge. Så sagde jeg til hende, at det stod jeg helt uforstående over for. For jeg konspirerede på ingen måde mod regeringen og sundhedsmyndighederne. Selv om jeg var fremkommet med en alternativ måde at se pandemien på, så opfordrede jeg, sidst i videoen, seerne til at følge myndighedernes råd og vejledning. Hertil svarede hun, at jeg ikke skulle tage det personligt, da det var næsten 100% sikkert, at ingen fra Facebook havde set videoen! Det var algoritmerne, der havde lukket mig ned. Det er sådan de virker! De forholder sig ikke til om ytringsfriheden overtrædes eller ej.


Nu er det ikke bare mig, men også andre indenfor mit interessefelt, der er kommet i klemme. I videoen ”Den Blinde Vinkel #5” (lagt på You Tube d. 8. juni 2020), har Ole Vadum Dahl en samtale med Søren Hauge, magister i idehistorie og filosofi fra Århus Universitet, om hans opslag på Facebook om Corona og konspirationsteorier og hvor Søren Hauge observerer, at Facebook ikke skelner mellem, hvad der er lødig og ulødig behandling af emnet, hvad der er systemkritik og hvad der er konspiration.  Forretningsmodellen er den, at der bliver henvist til ’beslægtede’ videoer indenfor ’området’. Alt lige fra teorier om, at alle kendte er reptil aliens og til at Hillary Clinton er med i en pædofiliring.  Det siger sig selv, at al form for saglighed hermed er sat over styr. Alt er blevet til konspiration. 


Jeg kunne sige meget mere om, hvordan sociale medier opererer, men vil stoppe her med at konkludere, at de sociale medier burde underlægges en lovgivning, der værner om vores måde at forvalte vores demokrati på og at det ikke kan går hurtigt nok!


Nu kan du mene, at det er let for mig at kritisere, for hvad vil jeg selv sætte i stedet. Mit svar: Den fjerde statsmagt burde havde sørget for, at der var skabt et eller flere fora, hvor ’alternative’ synspunkter på COVID-19 kunne luftes. Forstå mig ret. Jeg siger ikke, at myndighederne nødvendigvis skulle have gået en anden vej, end den, de har valgt. Problemet er ikke, at der er truffet beslutninger og retningslinjer er blevet udstukket. Problemet er, som jeg ser det, at der ikke har været nogen form for respektfuld debat. Eller med andre ord: det borger ikke for ytringsfrihed og demokrati, når ’folket’ ikke bliver hørt, mødt. Tværtimod, kan det, som jeg har været inde på, skabe frustration og ligefrem vrede. I U.S.A. stormede de Kongressen. Det var foragteligt og jeg tager afstand fra det, men ser det også som et vink med en vognstang om, hvad der, stadig beklageligvis, kan ske, når meget store dele af befolkningen ikke bliver hørt, bliver sat uden for indflydelse. Og hvis du bagatelliserer problematikken med, at det kun er noget der sker i U.S.A., ikke sker hos os i Europa, så vil jeg blot gøre opmærksom på, at Frankrig har ’De gule veste’. Så nej, det er ikke kun i U.S.A, at der er højrøstede stemmer. Og med hånden på hjertet, så er jeg helst fri for, at lignende sker i Danmark.


Som det er fremgået af mit skriv, så håber jeg, at vi ikke får hverken amerikanske eller franske tilstande. Jeg håber, at Den fjerde statsmagt oprigtigt evaluerer deres rolle under pandemien, således at ytringsfriheden ikke igen sættes på pause. Danmark er af flere omgange udråbt til et af verdens bedste lande. Og det håber jeg, at vi vil blive ved med. Vores tradition for ytringsfrihed og demokrati beundres i mange lande. Men det er ikke en selvfølgelighed og ingen krise, ingen pandemi, krig eller lignende burde kunne sætte det ud af kraft! ”Vi fører løver i vor skjold (i vores våbenskjold), af hjerter tæt omsatte” som Grundtvig siger det i sangen: ’Velkommen i den grønne lund’. Må det fortsætte med at være sådan! Må det være måden, vi værner om ytringsfriheden og vores demokrati på. Må det være vores adelsmærke!!!


Torben Risberg Hansen er psykoterapeut og spirituel vejleder
og har hjemmesiden: www. ny-tid.dk


P.S. Ovenstående kronik er sendt til Politiken, Berlingske Tidende, Jylandsposten, Information, Weekendavisen. Er blevet afvist med den begrundelse, at de ikke havde plads til den, da de havde mange tilsendte forslag til kronikker. Undtagelsen: Weekendavisen hvor redaktør ganske enkelt ikke ville bringe den.

Sjælen, sjælevandring og æstetik


Helt tilbage til de gamle grækere er mennesket blevet set som legeme, sjæl og ånd.

På den ene side forbinder sjælen det fysiske, legemlige og det ikke fysiske, åndelige. På den anden side fremstår den som et selvstændigt ’væsen’. På den ene side, kan vi ikke ’se’ sjælen, sanse den – ved f.eks. ikke, hvad der sker ’inde i hovedet på folk’ – på den anden side oplever vi, at mennesker har forskellige ’karakterer’, agerer på en bestemt observerbar måde. 

Det naturvidenskabelige orienterede menneskesyn er, at vi er et fysisk væsen, der har en psykisk side og hvor det åndelige er blevet gjort til trosspørgsmål, en slags filosofi, som vi kan vælge/eller fravælge at abonnere på (om vi vil være ’New Age – agtige’ eller ej).

Udviklingen mod helt at fravælge det åndelige element, mod ikke at se det åndelige som en integreret del af mennesket, er ny. Polemisk sagt, så medførte Nietzsches udtalelse om, at ”Gud er død”[1], at fokus blev flyttet fra det, der var større, og så til os selv.  Vi blev selv til en slags guder - med retten til at kunne fravælge, om vi ville have noget med det guddommelige at gøre!!! I og med at dette er sket, er synet på sjælen blevet ændret. Når det ikke er en selvfølgelighed, at der er noget, der er åndeligt, så bortfalder sjælens brobyggerfunktion mellem den fysiske og den ikke fysiske side af virkeligheden.

Det er karakteristisk, at vi i dag ikke snakker om sjæl men om psyke, selv om begge ord betyder det samme. Sjæl kommer af det oldsaksiske ’siala’ og psyke er græsk (’psyche’). Interessant er det, at faget psykologi er gået fra at være en sjælelære til at blive en lære om psyken.

På http://da.m. wikipedia.org defineres psykologi på denne måde: et ”videnskabeligt studium af menneskets psykiske processer og adfærd herunder menneskets måde at handle og reagere på, dets oplevelse af verden og dets følelsesliv, tænkning og viljesytringer”. 

Eller sagt med andre ord: den moderne psykologi har valgt at lægge sig op ad en videnskabelig (fravalgt en mere teologisk/filosofisk/spirituel) tilgang og er stort set reduceret til at handle om adfærdsmæssige, affektive (følelsesmæssige) og kognitive processer.

Et eksempel på hvor langt, det moderne syn på mennesket, har fjernet sig fra den 3-deling af mennesket, der gjaldt i Antikken, er dette: for som voksen at få tilskud til psykologhjælp[2], skal man henvises til en læge[3]. Det underlige i denne fremgangsmåde er, at det er en læge – som er somatisk uddannet – der skal tage stilling til, om man har udfordringer på det psykologiske område. Logisk set burde det være sådan, at man gik til en psykolog, psykiater, terapeut, der er faguddannet indenfor det psykiske/psykiatriske område, og at det så var en af dem, der tog stilling til, om ens problem var af psykologisk art. Og var det ikke det, så henviste de til en læge!

Dette eksempel viser, at det somatiske og det psykologiske område ikke er sidestillet, selv om krop-psyke bliver i-tale-sat som værende to sider af samme sag. Vi kan bygge ’supersygehuse’ til milliarder, men bygger ikke ’superpsykologiske klinikker’!

Vender vi os mod en åndsvidenskabelig forklaring, så er det katastrofalt, at mennesket er blevet reduceret til primært at være et fysisk væsen. Prisen for denne overeksponering af det fysiske område, har, forarmet det sjælelige og åndelige felt.

Åndsvidenskabeligt set adskiller dyr og mennesker sig fra hinanden derved, at dyrene har en gruppesjæl, hvor mennesket har en individuel sjæl. Mennesket opfatter sig som havende et jeg, siger jeg om sig selv (”Jeg går…”; ” jeg spiser…”). Det gør dyr ikke. De er 100 procent styret af deres instinkter. Mangler, ifølge Rudolf Steiner, en ’jeg-organisation’.

Selv om åndsvidenskaben deler Darwins syn på evolutionen (at livet har udviklet sig gradvist), så indser Darwin ikke, at mennesket, i og med at det er blevet jeg-bevidst, har taget et evolutionsmæssigt ’kvantespring’. Er gået fra at være 100% dyr. Eller sagt på en anden måde: selv om mennesket, biologisk set, ligner aberne, så adskiller vi os fra dem, ved at kunne være bevidste om, at vi er bevidste!

Herudover gør Åndsvidenskaben op med teorien om ’intelligent design’. Selv om det er rigtig, at mennesket er et åndeligt væsen, har en åndelig kerne (har et jeg), så er det samtidig sådan, at mennesket er en del af en evolutionsproces.

Med andre ord: åndsvidenskabeligt set har vi både en åndelig kerne og udvikler os. Begge dele er sande![4]

I den forbindelse er det sigende, at filosoffen Søren Kierkegaard ser mennesket som en syntese. I bogen ”Sygdommen til Døden” skriver han:

”Mennesket er en syntese af uendelighed og endelighed, at det timelige og det evige, frihed og nødvendighed, kort en syntese.”[5]

Dvs. at vi både har en side, der er endelig, timelig og består af nødvendigheder, som at spise og trække vejret (deler med pattedyrene) og har en anden side, der kan bestemmes som åndelig, dvs. er uendelig, evig og hvor nøgleordet er frihed.

Ud over det erkendelsesmæssige, så er det en åndsvidenskabelig pointe at sjælen reinkarnerer og har en moralsk og æstetisk side.

 

Reinkarnation
Vi bevæger os nu ind på et følsomt og meget omdiskuteret område. For i vores naturvidenskabelige orienterede tidsalder, slutter livet med den fysiske død. Men tænk nu, hvis det ikke er sandt! Tænk nu, hvis det langtfra slutter her!

Har man, som jeg, et menneskesyn, ifølge hvilket vi er legeme, sjæl og ånd, så stiller det spørgsmålet: hvad sker der med det sjælelige og åndelige, når vi dør. Dør disse dele også?

Jeg har i et populært ugeblad læst om nogle forskere, der, for at bekræfte/afkræfte om vi havde en sjæl, vejede døendes kroppe lige før og efter at døden indtrådte. Disse forsøg droppede man dog hurtigt igen, da det viste sig at den døde kunne tage på!!! Ikke meget men nogle gram!

Åndeligt set, så er grunden til, at vi har inkarneret os på jord, vores sjæl. Vores sjæl kan beskrives som individualiseret ånd. Var det ikke dens ønske om udvikling, læring, nye oplevelser, så var vi ikke her.

Naturvidenskabeligt set så er det sædcellens møde med ægget, der indleder graviditeten. Helt så enkelt er det ikke, åndsvidenskabeligt set. Selv om det er sædcellen der igangsætter en proces, der leder til, at en krop udvikles, så påstår åndsvidenskaben, at en selvstændig sjæl efterfølgende vælger at tage bolig i den.

Sagt på en anden måde: det er ikke kun arv og miljø, der påvirker fosteret. Det gør barnets egen sjæl også – spirituelt forstået.

Åndsvidenskabeligt set, så er både sjæl og ånd evige. Kroppen kan, i overført betydning opleves som en slags frakke, som sjælen tager ophold i; en frakke, der slides igennem livet og som sjælen lægger fra sig ved døden. For så igen, på et senere tidspunkt, at gentage processen med at tage en ny ’frakke’ på – og dermed deltage i endnu et liv.

Nu vil du måske sige: ”Ja, men, det med reinkarnation passer jo ikke”. Hertil vil jeg svare: Hvordan kan du vide det! For der er jo overhovedet ikke nogen beviser for, at forestillingen om, at livet slutter med den fysiske død passer. Ingen er f.eks. kommet tilbage fra de dødes riger og har sagt: ”Her har i mig tilbage og jeg kan meddele, at den er god nok. Der er kun et liv!” Og da vi lever i en tid, hvor alt skal bevises naturvidenskabeligt, for at holde vand, så er omtalte faktum faktisk ’betænkeligt’.

Men så kan du diske op med det klassiske modangreb: ”Ja men, der er da heller ikke beviser for at der er flere liv. Tag den!” Og nej, det er der ikke, men der er flere ting, som tyder på, at denne forklaring er mere plausibel end den traditionelle.

  • For det første har en del mennesker, der har haft nærdødsoplevelser, kunnet berette om ting de har oplevet, mens de var erklæret kliniske døde[6]. Dette burde ikke kunne forekomme, hvis man følger det naturvidenskabelige paradigme!
  • For det andet er der en del, der har haft oplevelser, der tyder på, at de har levet før. En af de mere spektakulære er om en tre år gammel dreng, der fortalte, at han i et tidligere liv var blevet dræbt med en økse og kunne huske den landsby, hvor han boede i, og hvordan morderen så ud! Journalist Siri Horn forsætter: ”Forældrene og nogle andre, som interesserede sig for sagen, fandt ud af, hvilken landsby drengen talte om, og tog derhen.
    Den treårige genkendt en person, de mødte, og konfronterede ham med øksedrabet. Manden blev skræmt fra vid og sans. Bedre blev det næppe, da drengen påstod, at han vidste, hvor hans tidligere krop – det som var tilbage – lå begravet. Han beskrev stedet med stor nøjagtighed.”[7]
  • Hvordan skal man forstå genier? At Mozart kunne skrive noder ned, uden nogen form for rettelser, kan kun skyldes, at han har arbejdet med musik før!!!
  • Åndsvidenskabeligt er der er god grund til, at vi, som udgangspunkt, ikke kan huske vores inkarnationer. Når vi fødes på ny, får vi lov til at starte på en frisk. Derfor sløres det, vi har været igennem før. Tænk f.eks. hvis du har gjort noget rigtig dumt i en tidligere inkarnation. Så skulle du begynde dette liv med at slå dig selv oven i hovedet med, hvor ’dum’, du har været.
    Materiale fra tidligere inkarnationer får du kun adgang til, hvis det er ’tvingende nødvendigt’, du absolut vil have det og f.eks. går i ’Genkaldelsesterapi’, eller når du er ved at afslutte et ’større spiralzone forløb.’[8]
    Omkring de 30 år (i voksenlivet) ’konfronteres’ de fleste med materiale fra tidligere liv, men er ubevidst herom.
  • Hvis inkarnation ikke fandtes, så hang kosmologien ikke sammen. Livet har en ’ydre side’, hvor vi handler os ud fysisk set og har en ’indre side’ (efter den fysiske død) som ikke er fysisk, hvor de ydre forløbes bearbejdes, fordøjes og hvor man kan få sig ’et fortjent hvil’.

Nu kan du forsat mene, at jeg snakker for min syge oldemor og at inkarnation handler om tro. Der mangler jo nagelfaste fysiske beviser. Og hælder du forsat hertil, så vid, at de manglende beviser, altså ikke kun gælder for troen på de mange liv, men også troen på kun et liv!

 

Æstetik
Som det er fremgået, så har sjælen en moralsk og en æstetisk side.  Da en historiske gennemgang af det moralske aspekt er meget omfattende, i og med, at næsten alle større teologer og filosoffer har forholdt sig hertil, udelades dette aspekt her.

Æstetisk set har Platon gjort sig tanker om ’det sande, det gode og det skønne’. At der, i Platons optik, er mere på spil, end at tingene er pæne, er ’æstetiske smukke’ fremgår af det følgende sted i ”Symposion”, hvor Diotima, som Platon har introduceret som sin kvindelige underviser i elskovskunst[9], siger:

”Det er den rigtige vej at trænge ind i erotikken eller at blive indviet i den af en anden, at begynde med den skønhed vi alle har for øje, og stadig stige opad mod hint skønne, ligesom fra det ene trin til det næste, fra et til to, fra to til samtlige skønne legemer, fra den legemlige skønhed til et skønt liv, derfra til skøn viden og fra forskellige former for viden tilsidst nå til denne indsigt der ikke drejer sig om andet end hin ene skønhed, selve Det Skønne.”[10]

Ifølge Diotima kan skønhed ses fra flere vinkler, opfattes som en trinvis vej.  Fra skønhed i det fysiske (’skønne legemer’) til et ’skønt liv’, til ’skøn viden’ og som så ender med: idéen ’Det Skønne’.

Vores oplevelse af skønhed afhænger således af, hvilke præferencer, forestillinger vi har. Hvilket er helt i tråd med det, den moderne psykologi siger om perception. Ifølge Psykologisk-Pædagogisk ordbog er en perception ikke kun en iagttagelse, en opfattelse af noget via sanserne, men ”sammenstilling og fortolkning af stimuli til en meningsfyldt helhed.”[11]

Forestillingen om ’et skønt liv’, ’skøn viden’ og begrebet skønhed, har man stor set forladt i dag. Livet handler ikke længere om ’det gode, det sande og det skønne’. Sidst vi var optaget af denne parole, var i Romantikken i første halvdel af 1800-tallet.[12] Efter denne tidsperiode er kunsten (”de skønne kunstarter”) kommet til at handle om noget andet. Er nærmest kommet i kontrast til forestillinger om det skønne. Er blevet afløst af det sublime, det hæslige og det, der kan chokere (skabe forundring, eftertænksomhed).[13]

Et eksempel på den forarmelse, som jeg mener har indfundet sig inden for det sjælelige og åndelige område, er moderne arkitektur – især inden for retningen funktionalisme.[14]

Funktionalisme er en forgrening af modernismen hvor man fandt ”at arkitektur som kunstnerisk, æstetisk fænomen havde mistet sin berettigelse og nu i højere grad var et teknisk-videnskabeligt og organisatorisk anliggende.”[15]

Hanne Marcussen og Mirjam Gelfer-Jørgensen fortsætter ovenstående leksikonopslag med: ”Dens resultater ses især i boligbyggeriet, og rationelle produktionsmetoder, effektiv arealanvendelse, bedre sanitære forhold, god solorientering, altaner og veldisponerede friarealer blev svar på tidens påtrængende boligbehov, realiseret i fx 1930'ernes stokbebyggelser.”

Det kan godt være, at det var godt tænkt, at man ville forbedre boligforholdene for en masse mennesker. Men denne ’teknisk-videnskabelig’, ’rationelle’, ’effektive’ produktionsmetode er ved gud ikke køn, uinspirerende.

Tag f.eks. Rødovre Rådhus. Er en tredimensional forvokset aflang ’kasse’, ligner 3-4 forvoksede Mærsk-containere, der er klodset op efter hinanden.

Væk er alt form for pynt, væk er al form for charme. Her er ikke en lille trold, der stikker næsen frem (det kunne der godt være, da Heerup-museet holder til i byen!).  Her mødes man af en ensformig grå/hvid facade med masser af vinduer. Skæbnens ironi er, at dette ’progressive’ og ’fremsynede’ byggeri er tegnet af en anerkendt arkitekt, og derfor er blevet fredet; må ikke ændre udseende!

Nej, så er der mere ’svung’ og lækre detaljer både inde og udenfor Københavns rådhus! (opført fra 1892 til 1905).

Det er ­­­­­­­tankevækkende, at begrebet ’Livskunst’ ikke figurerer i; er forsvundet ud af moderniteten.  Men ved nærmere eftertanke, er det måske alligevel ikke så underligt endda. For som sociologen Max Weber er inde på, så er det moderne samfund blevet ’Affortryllet’. Vi lever, som det er fremgået, i ’Rationalitetens jernbur’, hvor det er den kalkuleret fornuft, beregnelighed, effektivitet, forudselighed der hersker[16].

Dybest set burde det af leve og leve godt (’på alle platforme’), ses som en kunstart, den højeste af alle kunstarter. Livet handler (i den rige del af verden) om at have det materielt godt, om velstand og ikke om velfærd, selv om det politisk bliver i-tale-sat som sådan.  Forestilling om, at de nordiske lande er ’Velfærdssamfund’ er misvisende. Det burde i stedet hedde, at vi er ’Velstandssamfund’.

’At færdes vel’ er ikke kun et spørgsmål om at have det fysiske godt, selv om det er et godt udgangspunkt – set i forhold til Maslows behovspyramide[17]. Livskunst handler om ’det hele menneske’, dvs. om fysisk, social, mental, psykisk og åndelig sundhed. Platons parole: ’det gode, det sande og det skønne’ burde stadig gælde, hvis du spørger mig. Og så burde den højeste form for livskunst være livsvisdom, og ikke som i dag, at få en masse kundskaber. Kundskaber er godt til at gøre tilværelsen fysisk tålelig. Men ønsker vi at forlade dette liv ’mæt af dage’ og som ’kloge’ på livet, så kan nok så meget kundskab ikke gøre det.


[1] Fra Nietzsche skrift Den muntre videnskab fra 1882

[2] Der gælder særlige regler for psykologhjælp i forbindelse med depression og angst (sundhed.dk ’Psykologhjælp’)

[3] Sundhed.dk ’Psykologhjælp’

[4] En uddybning af dette synspunkt findes i Ole Therkelsen: ”Martinus, Darwin og intelligent design”. Borgen 2007

[5] Søren Kierkegaard: ”Sygdom til Døden”. Samlede værker bind 15. Gyldendal 1963 s. 73. Moderne retskrivning benyttet

[6] Se f.eks. psykiater Elisabeth Kübler-Ros: ”Døden og livet efter døden”. Hans Reitzels Forlag 1988 og forsker Reymond A. Moodys bøger: ”Livet efter livet”. Borgen 1977 og ”Mere om livet efter livet”. Borgen 1978

[7] Nyt Aspekt. Oktober 2018, årgang 50 nr. 4 s. 31

[8] Her kan f.eks. henvises til Martinus: ”Livets Bog” Bind 2 stk. 387

[9] Platon: ”Symposion”. Gyldendal 1974 s.55

[10] ”Symposion” s. 68-69

[11] Psykologisk – Pædagogisk ordbog. Gyldendal 1971 s. 154

[12] https://faktalink.dk/titelliste/roma

[13] Dehs, Jørgen: det skønne i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 2. juni 2021 fra https:// denstoredanske. lex.dk/det_sk%C3%B8nne

[14] Marcussen, Hanne; Gelfer-Jørgensen, Mirjam: funktionalisme - arkitektonisk stilart i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 2. juni 2021 fra https://denstoredanske.lex.dk/funktionalisme_-_arkitektonisk_stilart

 

[16] Benny Jacobsen, Søren Juul, Erik Lausen og Klaus Rasborg: ”Sociologi og modernitet”. Forlaget Columbus og forfatterne 2002 s. 36-38

[17] Maslows behovspyramide består af trinnene: fysiske behov, behov for sikkerhed, behov for kærlighed/at høre til (sociale behov), behov for påskyndelse/agtelse, behov for selvrealisering: Uddybes på https://da.wikipedia.org/wiki/Maslows_behovspyramide

Putins krig


Putin er en mand, der er presset. Putin har det svært.
Forsvarer jeg hermed hans krig i Ukraine? Overhovedet ikke! Den er forfærdelig, rædselsfuld!
Når jeg siger, at Putin har det svært, skyldes det mit virke som psykoterapeut. Da han holdt sin legendariske “historietime”, hvor han fortalte at Ukraine, i hans optik, var gammelt russisk land, bemærkede jeg, at han ikke havde nogen ansigtsmimik, havde “stoneface”, og at han flere gang, trak vejret dybt, som ‘sank’ han noget.

Ud fra en psykologisk betragtning, så er der altid en god grund til, at vi gør, som vi gør. Vores følelser, adfærd, kropsfornemmelser kan føres tilbage til de tanker, der ligger bag.

Putin har sagt at den største geopolitiske katastrofe har været Sovjetunionens fald. Denne udtalelse skal, som jeg ser det, tages for pålydende. Putin, og sikkert også en del russere, begræder dette. Rusland har ikke fordums storhed. Fra at være en supermagt, er tidligere U.S.S.R. reduceret til et ’andenrangs land’. Kina har indtaget Sovjetunionens plads som det kommunistiske førerland og U.S.A. har befæstet sin militære indflydelse, i og med at gamle østbloklande er blevet optaget i Nato.

I stedet for at sammenligne sig med store lande, så burde Putin, se til lille Danmark. Vi har også været store engang - bl.a. da dronning Margrethe den 1. regerede over de nordiske lande, der var samlet i Kalmarunionen (1397-1523). Men vi er ikke et stort land længere. Ser man på et verdenskort, fylder vi ikke meget. Også selvom vi stadig er i rigsfællesskab med Grønland. Men til gengæld kan vi bryste os af, at vi flere gang er blevet udråbt til at være verdens lykkeligste folk. Og selv om det måske skyldes, at det er taberagtigt at sige, at man ikke er lykkelig i Danmark, så er det alligevel ‘ikke så ringe endda’.
Derfor: Her er hvad du kan lære af os, Putin. Da Danmark tabte i krigen til tyskerne i 1864, så tog vi Dalgas ordsprog til os: “Hvad udadtil tabes, må indadtil vindes”. Tag den, Putin! Du vil få det meget bedre bagefter. Og ved rent faktisk at gøre noget godt for din egen befolkning (hvilket ikke inkludere den ukrainske!), så kan det såmænd være, at din befolkning får det meget bedre, ja måske ligefrem bliver lykkeligere. Det med krig, holder ikke en meter, Putin. Man bliver frygtelig upopulær og skaffer sig en masse fjender. Nej, Putin. Du har brug for at se indad, få gjort op med din sorg over, at tingene ikke er som før.  Men mindre har også ret. Så hvad med at få terapi, en go’ snak? Når du har erkendt behovet herfor, så ring. Og jeg finder en tid til dig!

Med venlig hilsen Torben. Kunstterapeut fra Rødovre, Danmark.


Individualismens sammenbrud


Hvordan kan det være, at flere og flere mennesker bryder sammen, udbrænder eller får depressioner? Det traditionelle svar er: det skyldes at vi har for travlt, har et for højt ambitionsniveau, har dårligt psykisk arbejdsmiljø, er forkælede eller er skrøbelige.


 Jeg vil ikke benægte, at disse og lignende faktorer kan have indflydelse. Blot vil jeg mene, at de ikke udgør hele forklaringen. Når WHO forudser, at stress og depression vil være de mest sundhedsbelastende tilstande i 2030(1); så er der noget rystende galt!


Årsagen til ovennævnte tilstand skal for mig at se søges et andet sted, end man traditionelt gør. Jeg er af den opfattelse, at problemet ligger indlejret i den vestlige kulturs selvforståelse og i høj grad skyldes den individualisme, som i vid udstrækning praktiseres. For selv om det positive ved individualismen er, at den gør op med en snæver kollektiv tænkemåde – f.eks. med det traditionelle familiemønster, med industrialismens rigide arbejdsforhold, med en elitær nationalopfattelse eller med religionstyranniet – så har individualismen en skyggeside. En skyggeside som ikke opvejes af, at individualismen – stadig set i forhold til en kollektiv forståelse – står for uafhængighed, personlighed, kreativitet, ansvarlighed og en form for broderskab (respekt for egen og andres frihed).


Hvis jeg med få ord skal indkredse individualismens skyggeside, så vil jeg påstå, at den frasiger sig en holistisk forståelse. Heri ligger, at den gør os alle til vores egen lykkes smed. Vi bliver oplevet som ’øer’, som ikke har nævneværdig forbindelse med hinanden. Betydning: hvis det går én godt og du har succes i tilværelsen, så er der kun at sige tillykke! Men lever du ikke op til de gængse normer for lykke, så bliver skylden placeret hos dig selv. Tankegangen er, at du har haft mange muligheder og derfor kunne have valgt anderledes!


I individualismen er der ikke en ’faderfigur’, som du kan læne sig op ad. Du er chef i eget liv, du er selv en autoritet. Dette giver frihed til at handle, som man lyster, men som sagt også frihed til ’at fejle’. Sker det, at man ’fejler’, ja så har man som sagt kun sig selv at takke herfor. På en måde kan valgene ikke gøres om. Har du først handlet, så kan du ikke vende tilbage til den situation, du kom fra. Man kan, som allerede filosoffen Heraklit (540-480 f.v.t.) var inde på, ikke bade to gange i den samme flod. Det vand eller den situation, der var der for et øjeblik siden, er der ikke længere. Det er noget nyt vand/en ny situation, som man er havnet i.


Derfor kan individualismens mange alternativer føre til megen tvivl, megen psykisk lidelse.  Prisen for egen selviscenesættelse er, at man kun periodevis kan glæde sig.  For i næste nu er der nye valg, der skal træffes – med den risiko, at man vælger ’forkert’. Og sådan bliver det ved og ved, hvilket ifølge Alain Ehrenberg udmatter selvet og baner vej for en eksplosiv vækst i antallet af depressioner (2).


Den norske psykiater Finn Skåderup sammenfatter hele individualismens bagside i kun 3 bogstaver. Hans bog fra 2000, der handler om rejsen i det moderne selv, hedder meget sigende: ”Uro”! (3).


Sammenbruddet, der kan komme af, at man ikke lykkes eller kan se sig ud af sin situation, er således indbygget som mulighed i individualismens paradigme. Hvor faren ved at lykkes er, at man kommer til at hænge fast, er faren ved det modsatte, at man får et nervesammenbrud, går fra koncepterne!


Kulturens tilbud, når det går galt, er at man vender tilbage/forbliver i det kollektive, dvs. til en tilstand før individualismen holdt sit indtog. Det er dette ’løsningsforslag’, som de systemopretholdende mænd/kvinder (som f.eks. psykiatere og psykologer) ofte giver deres klienter. Som eksempel kan tages den megen udbredte brug af ’Lykkepiller’. Selv om pillerne i folkemunde har fået nævnte navn, så består ’lykken’ ikke i, at klientens problematikker fjernes, men at der lægges låg på dem. Pillerne får klienten til at fungere i ’normaliteten’ og virker derfor kulturbevarende. Hvad de systemansatte ikke indser er, at klienten ikke kan bruge denne hjælp. Klienten har individualiseret sig, hvilket gør at det kollektive ikke længere er en reel mulighed! For klienten har fået et ’refleksivt’ forhold til familien, kirken, samfundets organisationer og nation.


Forsøger man derfor at vende sig til det kollektive – hvilket jeg altså ikke mener, man kan gøre – så ender man i det førkollektive, dvs. i det infantile, i ubevidstheden, på et arkaisk stadium. Dette kan vise sig ved, at man får et sammenbrud, en livstruende sygdom, en depression, en psykose eller begår selvmord. De gamle mystikere kaldte passende denne tilstand for ’sjælens mørke nat’. De af os, der har oplevet denne tilstand, ved, at tilstanden er ganske forfærdelig og det er meget krævende at komme ud af den igen!


Som følge heraf er den førkollektive tilstand heller ikke et reelt alternativ. Skulle man være så uheldig at ende i den tilstand, så har de fleste brug for hjælp fra kyndige personer og støttende omgivelser.


Hvordan undgå man så personlige sammenbrud? Mit og Osho’s bud er, at i stedet for at gå fra det individuelle stadium og gå nedad, så bevæge sig fremad/opad! Problemet er, at kulturen ikke er bevidst om denne mulighed. Kulturen fordrer som sagt, at man forbliver på det kollektive stadium, samtidig med at den gerne ser, at man udviser den dynamik, som karakteriserer det individuelle stadium (vi skal helst være fleksible, mobile og omstillingsparate – både i fritiden, på arbejdspladsen og i privatlivet)! At der kan være flere stadier ud over de allerede nævnte, er der generelt set ikke en forståelse for.


Stadiet over det individuelle benævner Osho som det universelle stadium. Det er universelt ved, at man transcenderer jeget/det individuelle. Det ligner det kollektive stadium derved, at det har et kollektivt element. Forskellen er dog den væsentlige, at det universelle spirituelle ikke forholder sig til gruppeopdelinger, men ser livet som et samlet hele. Når dette stadium kan kaldes spirituelt, så er det fordi, der erkendes en sammenhængningskraft bag alle de udtryksformer - både de materielle og de ikke-materielle. Bemærk venligst, at der her snakkes om spiritualitet og ikke om religiøsitet. Forskellen kan siges at være den, at det spirituelle er af almen karakter (ånden ses i alt), hvorimod religiøsitet ofte relaterer sig til noget institutionelt, der typisk er centreret omkring nogle skrifter, en kirke, faste ritualer og et ’præsteskab’ m.v.


Sættes det universelle stadium i forhold til det kollektive og individuelle, så kan følgende siges: Det kollektive og det individuelle stadium er patriarkalsk, hvorimod det universelle stadium hælder mod noget matriarkalsk. I modsætning til det patriarkalske, er det matriarkalske karakteriseret ved at det er ikke-krævende, har kærlighed/ følelser som fokusområde og er mere naturlig/ mere biologisk/mere instinktiv. Nøgleordet for det matriarkalske er tillid, hvor nøgleordet for individualismen er tvivl. Når vi når det universelle/spirituelle stadium oplever vi en solidaritet med eksistensen, en ny kreativitet og at vi er vidne til ’åndens virke’.


Er det så gjort med, at vi som menneskehed når frem til det universelle/spirituelle stadium? Nej, der er et endnu højere stadium. Dette stadie består i, at det patriarkalske og det matriarkalske forenes og den ledsagende følelse er at være ét med tilværelsen (er kommet hjem). Stadiet benævnes af Osho som enhedsbevidsthed. Dette er dog sød fremtidsmusik. Nu handler det først om at finde vejen til det universelle/spirituelle stadium!


Jeg har i denne artikel forsøgt at vise, at de mange personlige nedbrud, som vi oplever i vor tid og som højst sandsynlig vil accelerere i fremtiden, ikke er tilfældige. De skyldes, sådan som jeg ser det, at den vestlige kultur bekender sig til individualismens evangelium, ifølge hvilket, vi alle er herre i eget hus og dermed også skyld i egen succes/fiasko. Problemet med denne holdning er, at forholdet til lidelse, det at ældes og det at dø, også i høj grad individualiseres. Livet opfattes ikke holistisk, hvilket fører til megen tvivl/fortvivlelse og dermed sammenbrud. Afslutningsvis fandt jeg, at vi, i stedet for at gå tilbage til en kollektiv/henholdsvis førkollektiv tilstand, bude gå fremad/opad. Min og Osho’s løsning på individualismens dilemma bliver således, at vi må handle i forhold til livets universelle/ spirituelle side, hvis vi vil videre som menneskehed.

 

Artiklen er inspireret af/ henviser til Bagwan Shree Rajneesh’s foredrag: ”Play to thy Father in secret”, der står i bogen: ”I say unto you” vol. 1. Rajneesh Foundation International 1980 (NB! Bagwan Shree Rajneesh tog senere navneforandring til Osho, det navn der er benyttet i artiklen)

(1) World Health Organization: “Global Burden of Disease 2004”. Burden of Disease: DALYs Part 4 page 51

(2) Allan Ehrenberg: ”Det udmattede Selv”: Informations Forlag 2010

(3) Finn Skårderud: ”Uro – en rejse i der moderne selv”. Tiden Skifter 2000

Bevidsthed og Corona
Tænk, hvis det er menneskehedens bevidsthed, der har været med til bane vejen for Corona Pandemien! Tænk, hvis de tiltag, der er iværksat, blot er brandslukning! Tænk hvis vaccinerne kun midlertidig løser vores trængsler! Tænk hvis den verdensomspændende krise stikker dybere!


Når man ser TV og hører radio, når statsministeren og sundhedsmyndighederne udtaler sig om COVID-19, så relaterer disse sig til den klassiske fysik, hvor stof er fast og bevægelse/ tid følger bestemte love. Pandemien ses som noget udefra kommende, som en ’uheldig hændelse’, der muligvis skyldes flagermus eller et udslip, der kan føres tilbage til et kinesisk laboratorium.  Politikernes og myndighedernes strategi er, med alle-til-rådighed-stående fysiske midler, at bekæmpe pandemien. Der skal holdes afstand, der skal sprittes af, og vi skal bære mundbind i offentlige transportmidler m.v. Og så skal vaccinerne frelse os!


Valgte vi at inddrage den moderne videnskab/mystikken*, kunne de omtalte tiltag ikke stå alene, idet universet opfattes som et ’felt’, ’en energiform’, hvor, ifølge videnskabsjournalist Lynne MCTagget, “vi i alt væsentligt eksisterer som en enhed, en relation - fuldkommen afhængig af omgivelserne, fordi delene hvert øjeblik påvirker helheden.” (1).


Sagt med andre ord: vi er ikke, som i den klassiske fysik, en objektiv betragter, én, der stå udenfor (2), men er én, der påvirker ’feltet’, er medskabende. Vores tilgang til livet, måden vi tænker på, gør forskellen, der gør en forskel. Også når det har bevæget sig i en ’uheldig’ retning!

 Var det den moderne videnskabs teori, der var i højsæde, så kunne man rette spørge: hvad er det i vores tænkemåde, der har skabt basis for, at en verdensomspændende pandemi har fået rodfæste?

Mit bud er følgende: de tre paradigmer, der hersker i verden: individualisme, materialisme og rationalisme rækker ikke længere. Ismerne har bragt menneskeheden der, hvor vi er i dag og tak for det, men spørgsmålet er, om de - i den nuværende og rene form – ikke er blevet hæmmende, modsætter sig udvikling, måske direkte er sygdomsfremkaldende!!!

Derfor: hvad kan der gøres for at løse op på den fastlåste situation, få ‘feltet’ til at vibrere igen? Mit forslag er følgende: den rene individualisme - mig, mig og mig-kulturen - skal afbalanceres af globalismen, hvor vi ses som en menneskehed, der kærer sig om vores fælles jord; den overdrevne materialisme udskiftes med en holistisk tankegang, hvor der ikke kun tages hensyn til det, der kan måles og vejes; og endelig skal rationalismen, universiteternes specialisttænkning, afbalanceres af en helhedsopfattende tilgang, den intuative 'skuen'.


Gør vi, som jeg har foreslået, vil det generelle energiniveau hæves og ’feltet’/’energien’ vil forhindre at noget lignede sker, er min påstand. Jeg siger ikke, at det bliver let, men advokerer for, at vi gør forsøget!


Hermed ikke sagt, at vi skal stoppe med at spritte, holde afstand m.v. Det skal vi forsat, da vi som sagt også har et ben i den klassiske fysik, i det newtonske verdensbillede. Den ene tilgang udelukker ikke den anden!


* Har du siddet og undret dig over, at jeg har sidestillet moderne atomfysik og en spirituel tankegang, vil jeg henvise til Fritjof Capra’s, tidligere professor i teoretisk atomfysik, bog ”Fysikkens Tao” (3). Her viser han, at der er paralleller med moderne fysik og spiritualitet!  

 

(1) Lynne MCTaggart: ”Feltet – Jagten på universets hemmelige kraft.” Gyldendal 2012 s. 19

(2) Werner Heisenberg: ”Fysik og filosofi” s. 65. Hans Reitzels Forlag. Thaning og Appels Forlag. København 1960

(3) Fritjof Capra: ”Fysikkens Tao”. Borgens Forlag 1980